Kultur og historie
Endelave Museum
Endelave Museum er et lille egnsmuseum indrettet i øens gamle præstegard fra 1741.
Museet rummer bl.a. en mindestue for færgen S/S ”Agda”, der blev minesprængt i 1944.
Endvidere er her også et mindre lokal-arkiv, hvor man kan finde oplysninger om de gamle slægter og gårde. Desuden laves hvert år en temaudstilling med skiftende emner.
Endelave Byhave og den grønne sti
Centralt i Endelave By blev Endelave Byhave etableret i foråret 2018 i forbindelse med museumsgården og den gamle præstegård. Arealet ejes af Endelave Menighedsråd, som har stillet det til rådighed for øens beboere, turister og andre besøgende.
Her er plantet frugttræer og bærbuske, hvor der er lagt vægt på gamle og lokale sorter og der er opsat bord og bænke, så området kan bruges til opholds-, madpakke- og hyggested.
Endelave Byhave er et bindeled, som binder nogle af byens seværdigheder sammen:
Lægeurtehaven, Den Grønne Trekant, Museet, Præstelunden, Østre Gadekær, kirken med Tingbanken og kirkegården, og skaber naturligt en ”grøn sti” mellem Lægeurtehaven og kirken.
Endelave Kirke
Kirken stammer fra 1400-tallet, men er ombygget flere gange siden, bl.a. i 1707 og senest i 1931, hvor tårnet blev tilføjet. Samtidig blev døbefonten, der stammer fra kirkens ældste tid, hugget op i overfladen, og årstallet 1931 indhugget.
Den smukt vedligeholdte prædikestol er i sengotisk stil, og altertavlen er fra renæssancen.
Mindestenen for AGDAS forlis
Den største krigskatastrofe i dansk søfart forekom i vinteren 1944, da rutebaden AGDA til Endelave blev minesprængt. Der var 14 ombord, som alle omkom. Det fleste var fastboende, men nogle få af dem var udenøes.
Godset Louisenlund
Louisenlund blev bygget i 1797 af major & eskadronchef Georg Ditlev von Schildknecht. Majoren byggede Louisenlund som bolig for familien.
I 1903 forlod familien Schildknecht Louisenlund, hvorefter godset skiftede ejer adskillige gange.
Én af de mest farverige ejere var løvetæmmer og chef for Horsens’ zone-redningskorps Hjalmer Olsen, som holdt løver på godset i 30’erne.
I 1938-39 ejede Statens Jordlovsudvalg Louisenlund og udstykkede en række husmandsbrug på arealerne.
Siden kom godset igen i privat eje, og i 1948 købte selskabet Børnenes Vel i Vejle Louisenlund for at bruge ejendommen til feriekoloni for drenge fra svagt stillede hjem.
Fra 1969-2009 drev Vejle Kommune stedet som feriekoloni, hvorefter godset har været privat ejet.