Strandengene ved Endelave Strandvej hedder Flasken og er et naturreservat, der består af lavvandede vader. Horsens Fjord med Endelave og det omkringliggende hav er et af Danmarks Natura 2000-områder, som er områder med særligt værdifuld natur, og Natura 2000 skal sikre at alle EU-lande drager omsorg for sine egne truede dyr, planter og naturtyper.
Ved Flasken er der et fugletårn med tavler hvor du kan se, hvilke fugle der kan observeres ved Flasken.
Generelt er Endelave en meget fuglerig ø med både mange trækgæster, trækfugle, vintergæster og standfugle. De største koncentrationer af fugle findes dog ikke på selve Endelave, men på havet især nord for øen. Store dele af havområdet mellem Endelave, Gyllingnæs, Tunø og Samsø er under 10 meter dybt, og sådan nogle lavvandede områder udgør et ideelt spisekammer for en lang række dykænder og svømmefugle bl.a. på grund af lettilgængelige blåmuslingebanker.

Tidevand og vadehav
Ved Flasken er der vadehav, og det er dannet af tidevandet. Når det er lavvande, kan du næsten gå tørskoet, mens vandet står i knæhøjde 6 timer senere.
Når vandet kommer ind, medbringer det fint sand og mudder, som afsættes på vaden, når vandet trækker sig tilbage igen. De planter, der vokser på vaden, holder på sandet og mudderet, og på den måde dannes der langsomt nyt land.